Hver onsdag bliver 14 forventningsfulde og glade børn hentet med bus til hytten ved plantørboligen. To en halv time senere bliver de trætte og mætte børn sat på bussen til Sønderho.

Klubben ledes af Tom Vestergaard og Tina Sibbersen.

Beretning om aktiviteterne i klubben

December 2022

Børnene arbejdede flittigt med stort engagement og kreativitet med at skabe naturpynt til byens juletræer. Kastanjer, siv, muslingeskaller, æbler, knogler, halmballer, vinger fra gæs, hjemmelavede lokkeænder, filtkugler fra stranden, korn og fedt blev brugt til at kreere julepynten til glæde for byens borgere og de mange besøgene og til gavn for havens fugle.

Efter besøg i Sønderho Mølle har børnene med stor iver valset havre og malet mel og bagt lækre vafler. Børnene lavede havregrynskugler med smagsprøver undervejs. Der blev grinet, smovset og hygget undervejs. Vi sluttede med højtlæsning mens vi spiste af lækkerierne.

Børnene bagte julekager ved et hyggeligt besøg hos Fajancen. Vi startede med hjemmebagte boller og varm kakao med flødeskum. Stor tak til Pia og Jacob for invitationen. Nogle af kagerne fik børnene med hjem og nogle blev gemt til Klubbens julefrokost, som børnene havde forberedt. De store drenge bagte leverpostej, syltede rødbeder, stegte et helt grisehoved, og serverede sprængt oksetunge og peberrodscreme, rullepølse og sky. Pigegruppen bagte vafler og lavede karameller til julefrokosten. Gløgg, varm kakao og juleposer blev festligt indtaget af forældre, søskende og børnene sammen med de hjemmelavede julelækkerier. Dejligt med den store opbakning fra forældre og bedsteforældre.


Februar 2023

Til fastelavn lavede børnene flotte fastelavnsris og legede sjove fastelavnslege i hallen. bl.a. sæt halen på katten, fang kattens hale og bide til bolle.

Tom og Tina var i Gambia i forbindelse med Havværk bæredygtig dynamiks træplantningsprojekt. Hele skoleområdet i landsbyen Song Kunda er nu plantet til. Under og efter plantningen blev arbejdet præsenteredes i Klubben til fælles forståelse af den globale klima og biodiversitetskrise på kloden. I sensommeren 2022 samlede børnene vilde frø og lavede frøbomber.


Marts 2023

Nu hvor foråret snart melder sin ankomst, rykkede Klubben ud i skovhytten. Dagene starter altid med hjemmebagte boller, smør og honning evt. med noget lokalt tilberedt over åben ild.

Vi fremstiller redekasser af genbrugsmaterialer, bl.a. metaldåser og tagrør. Vi har fokus på biodiversitet og inddrager blomster, insekter og fugle i aktiviteterne.

Hytten er indrettet så vi kan bruge den hele året. Vi fletter snor, laver kurve, og væver.Tak til Odden for udlån af dette fantastiske sted samt tak til spejderne for det positive samarbejde.