Vi havde i flere år leget med tanken om at flytte til Fanø. Før boede vi på et familiekollegium i udkanten på Vesterbro, på 2. sal. Sissel kommer fra Sorø og jeg fra Ribe, og vi ville begge gerne give vores søn og fremtidige børn en barndom i et miljø, der ligner det, vi selv er vokset op i. Jeg kender Fanø godt fra ferierne i min barndom, og det var da vi selv holdt en uges sommerferie herovre, at vi fik mod på at finde en bolig. Lokalsamfundet og børnenes sammenhold mindede os om vores barndomsgader, hvor skoler og købmænd senere hen er blevet lukket som følge af centraliseringen. Derfor var – og er – det inspirerende at opleve, hvordan sønderhoningerne både kan engagere sig i deres by og få en transporttung hverdag til at fungere. Og så har de deres egen børnehave, med flere pædagoger til færre børn. Og en brugs! Det er skønt at undvære klapvognen, når vi skal have vores søn med ned at handle. Og så er der selvfølgelig det unikke vadehavs- og klitlandskab, de gamle skipperhuse og musikkulturen.
Vi blev med det samme budt velkommen, da vi flyttede hertil. Folk er enormt hjælpsomme, især når det kommer til børnene. Det er ikke svært at finde pasningsmuligheder, hvis man først kan komme hjem en time efter børnehavens lukketid. Transporten er ikke nær så besværlig som man kunne tro, for når bussen har kørt den sidste runde, tager taxaerne over – til buspris. Vi har derfor næsten ikke nogen problemer med logistikken, selvom Sissel læser til lærer i Esbjerg hver dag, og jeg pendler tre gange om ugen til universitetet i Odense.
Vi kan kun anbefale Sønderho! Man skal selvfølgelig være forberedt på længere transport, på stille vintre og en del blæst, men det er jo netop også det, der drager herude å west.