I 2013 havde jeg den store glæde, at min søn og svigerdatter samt deres 2 børn flyttede fra Aachen i Tyskland til Sønderho.
Tænk, at kunne hente børnene i Bakskuld og blive mødt af en flok glade børn der råber: ” Nu kommer Bedste!” Alle børnene kender mig, og hvis en forælder er i bekneb med afhentning, tager man et barn mere med hjem. Når man møder Bakskuldbørnene på gaden eller i Brugsen hører man :”Hej Bedste!” Det er noget ganske særligt og meget livsbekræftende.
Ferierne er også specielle. Så kommer børnebørnene fra København. De nyder det frie liv. De kan gå til Brugsen eller Bageren, de kan cykle rundt i byen, de kan gå på Bakskulds legeplads eller på besøg uden at følges med en voksen. De kan være timevis på stranden, lege i klitterne, bade, bygge i sandet, samle rav eller om vinteren lege på isen. Det er frihed!
Det er en gave at have børnebørn og at kunne følge deres liv på tæt hold her i Sønderho.
Karen Wohlert